Guldknoldene under jorden

Vi udfordrer kartoflen i en hel uge, og viser hver dag nye udvalgte og helt særlige sider af disse gyldne knoldes gastronomiske kvaliteter. Og bare rolig – hvis du ikke er til kartofler, kan du sagtens få din frokost helt uden kartofler den uge…
”Almuen kunde spare meget af andre Føde-Vahre, ved at spise denne Frugt, som er en god og drøj, samt sund og velsmagende Føde” står der i et lille kartoffelreklameskrift fra 1772.
Spanierne havde et par hundrede år før bragt kartoflen med hjem fra Amerika, men den havde svært ved at slå igennem. Kirken mente, at ting, der voksede under jorden hørte fanden til, andre at kartoflerne gjorde kvinder lystne. Men lidt efter lidt kom knoldene også i europæisk jord og kartofler blev en af vores allervigtigste fødevarer.
Hen over ugen er der fem forskellige overskrifter på dagens særlige fokus på kartoflen. Først "Kolde og varme anretninger" om mandagen, hvor vi bl.a. serverer en velkendt klassiker Kartoffelmad med sprød landskinke, bagte tomater og mayonnaise. Tirsdag er overskriften "En vegetar- og en kødret" og vi byder bl.a. på Minipizza på bund af kartoffel med karamelliseret løgmarmelade, mozzarella, rucola og tyndskåret flager af Thises Fyrmesterost. Onsdag er det blevet tid til "En vegetar- og en fiskeret". Vegetarretten er kold kartoffelsuppe med letkogte nye danske kartofler og purløgsolie, hertil foccacia med kartofler, rosmarin og hvidløg. Dagen efter har vi tre blandede salater på menuen.
Sidste kartoffel-temadag er fredag og hvis du stadig orker at spise kartofler, er der mange muligheder, for den dag er overskriften overskriften "Fisk, spread, brød og kage".
Glæd dig til en velsmagende kartoffeluge!
Opskrifter
Forsød forsommeren med vores lækre kartoffelsuppe.




